Generalforsamling på onsdag

Kære medlemmer

Der er planlagt generalforsamling næste onsdag. Vi afventer nu, hvad regeringen gør med de corona-restriktioner, som udløber søndag.

Hvis restriktionerne som ventet bliver ophævet, så er der som sådan ikke noget i vejen for, at vi afholder generalforsamlingen.

Men – der er selvfølgelig et men – det er ikke alle i bestyrelsen og sikkert også hos medlemmerne, der har lyst til at mødes i store forsamlinger. Derfor er der nogle forbehold, som jeg vil prøve at beskrive herunder.

Jeg vil meget gerne afholde generalforsamlingen med dem, der kan komme. Der er lige nu omkring 20 tilmeldte – heraf to fra bestyrelsen. Bestyrelsen har sat to betingelser for deltagelse. Kun en deltager fra hver husstand – og man skal fremvise gyldigt coronapas.

Set i lyset af, at alle, der er på valg enten i bestyrelsen eller på revisorposterne, ønsker at fortsætte – og der er kun fire forslag – alle fra bestyrelsen – så vil det være dejligt, at bestyrelsen i det næste år kan arbejde frem mod generalforsamlingen i 2023.

Sidste år ventede vi på, at coronaen slap taget i Danmark, og det er et underligt vakuum at befinde sig i. På bestyrelsesmøder måtte vi ofte sige, at den sag må vente til efter generalforsamlingen, når der kommer en ny bestyrelse. Det kan vi undgå, hvis vi får afholdt en generalforsamling i næste uge.

Demokratiet må ikke tilsidesættes, så hvis der melder sig modkandidater, mener bestyrelsen, at vi skal udskyde generalforsamlingen til foråret, hvor flere kan være med.

Afholder vi generalforsamlingen, og der under denne melder sig kandidater, så vil bestyrelsen anmode dirigenten om, at vi holder en ekstraordinær generalforsamling senere på foråret med valghandlingen, så alle kan være med.

Hvis der på forhånd er stor modstand mod et af de fire forslag, som bestyrelsen stiller, trækker bestyrelsen det forslag, så det i stedet bliver behandlet på næste generalforsamling.

Derfor skriv til bestyrelsen@haveforeningen-enghaven.dk , hvis du ønsker at stille op til bestyrelsesposterne eller som revisor – eller hvis du mener, at bestyrelsen skal trække et eller flere af de stillede forslag, så de kan behandles senere.

Du må egentlig også gerne skrive, hvis du bakker op om, at vi afholder generalforsamlingen på ovenstående betingelser.

Du kan også kommentere det på foreningens facebook-side. Bestyrelsen vil samle op og give en meddelelse til alle medlemmer seneste tirsdag i næste uge om generalforsamlingen gennemføres eller udskydes.

På vegne af bestyrelsen

Anders Stoffer

Formand

Tags: No tags

Leave a Reply